3490 opslag | 5235 aktuelle job

HR-konsulent i Odense Kommune

NavnMorten Boris
Alder28 år
UddannelseCand.merc. i International Management fra SDU
JobtitelHR-konsulent i Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i Odense Kommune
Baggrund/erfaringSkrev speciale i relation til arbejdet: balancen mellem arbejdsliv og privatliv.

Billede

Mange nyuddannede cand.merc.’ere drømmer om en karriere i det private. Men for Morten Boris var en kontrakt med det offentlige lige så attraktiv. Han fik nemlig drømmejobbet som konsulent i HR-funktionen i Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i Odense Kommune.

Der er mange fordomme og skrøner blandt nyuddannede om arbejdet i det offentlige, som derfor ofte bliver nedprioriteret i jobsøgningen i forhold til de private virksomheder. Men det er ifølge Morten Boris kun fordomme, som skyldes en manglende indsigt i livet bag de offentlige vægge.

”Jeg kunne måske få en lille smule mere i løn i det private, men til gengæld er jeg her sikret nogle gode overenskomstmæssige vilkår, som for eksempel en arbejdsuge på gennemsnitligt 37 timer. Det har faktisk været rigtig rart som helt nyuddannet, da det er min opfattelse, at mange nye ofte arbejder utrolig mange timer i starten, fordi de føler, at de skal bevise deres værd,” siger han.

HR-konsulent med fokus på medarbejdernes trivsel
Morten Boris er HR-konsulent i HR-funktionen i Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, som omfatter BorgerServiceCenter, Ydelsescentret, Socialcentret og Jobcentret. HR-funktionen er en serviceenhed til gavn for ledelsen i forvaltningen, og Morten Boris´ opgave er at hjælpe ledelsen med at sikre, at arbejdsklimaet i forvaltningen har de bedst mulige rammer.

Konkret er han tovholder på en række søsatte projekter, der har til formål at sikre, at medarbejderne i forvaltningen har det godt, når de møder ind på arbejdet, og når de går hjem. Et arbejde som både giver mulighed for selvstændighed og frihed under ansvar, hvilket Morten Boris finder helt gennemgående for hans arbejde i kommunen.

En stor organisation afføder store projekter
Et af de større projekter han arbejder på er den trivselsundersøgelse, som Odense Kommune gennemfører hvert tredje år i alle kommunens afdelinger. Her svarer medarbejderne på spørgsmål om det psykiske og fysiske arbejdsmiljø i deres afdeling. Og den store udfordring er at finde frem til de helt rette spørgsmål og i sidste ende samle resultaterne og danne sig et overblik over den aktuelle tilstand blandt medarbejderne i henholdsvis forvaltningerne og i Odense Kommune.

”Vi kan for eksempel ud fra sådanne undersøgelser se, i hvilke afdelinger eller forvaltninger medarbejderne trives godt, og i hvilke det måske halter lidt. Her kan undersøgelsen fortælle noget om, hvad de konkrete årsager kan være. Opgaven ligger så for mig i at løse problemerne gennem forskellige lokale initiativer. Altså hjælper vi i HR-funktionen i Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen den lokale ledelse med at implementere de nødvendige tiltag for at forbedre arbejdsklimaet, og det gør mit arbejde yderst meningsfuldt,” siger han, som netop finder den type projekter vildt spændende, da det giver ham mulighed for at komme i berøring med mange medarbejdere og ledere fra forskellige afdelinger.

”Det giver mig et utroligt bredt netværk i kommunen, og relationer til kolleger fra helt andre afdelinger. For mig giver det rigtig meget, at jeg har et fysisk ansigt på de medarbejdere, som jeg rent faktisk er med til at gøre hverdagen bedre for. Det giver mig både energi og stor arbejdsglæde,” slutter han.

Vidste du, at...

Odense Kommune er Fyns største arbejdsplads? Her får du cirka 18.000 kollegaer. Vi arbejder i 5 forskellige forvaltninger.

BilledeLæs mere om Odense Kommune som arbejdsplads

Bedøm os

Kunne du tænke dig at arbejde hos os?

ja
nej

Billede

Bedøm os

Kunne du tænke dig at arbejde hos os?

ja
nej

Adresse

Odense Kommune
Flakhaven 2
5000 Odense CTlf.: 66 13 13 72
Fax: 66 14 81 33
BilledeWebsiteWeb: www.odense.dk

Business partnere